Vinteropbevaring af frugt

Vinteropbevaring af frugt

Det er så skønt at spise økologisk frugt hele året og en fryd at plukke en kurv fuld af velsmagende æbler, pærer og blommer.

Vi spiser med glæde frugten hele efterårssæsonen direkte fra træerne og har skåle fyldt med frisk frugt, men det er også dejligt med frisk frugt i fryseren til at spise, når det bliver vinter og koldt.

Tidligere skar jeg æbler i både i portioner i fryseposer. Det er ikke en god ide, fordi frugten bliver brun og kedelig.

Jeg har også tidligere opbevaret æblerne køligt i et lag i frugtkasser med net i bunden, men det gør jeg heller ikke mere.

Vinteropbevaring af frugt

Nu gør jeg det, at jeg plukker pærerne, skyller frugten grundigt, fjerner kernehus og skræl og skærer pærerne i både, som jeg koger til mos i ca. 15 min. ved middelvarme sammen med lidt citronsaft, 2 tsk. vaniljesukker, 3 spsk vand og sukker efter smag.

Mosen fryser jeg ned i små portionspakker og i større portioner til 4 personer.

Pæremosen kan derefter let tøs op senere på året og bruges til kager eller grød eller som lækkert tilbehør til ost og sprøde kiks.

Vinteropbevaring af frugt

Æblemos er også dejligt at have i fryseren.

Æblerne skylles, kernehuset fjernes og skrællen sidder på, når frugten deles i kvarte. Kog æblerne langsomt op under låg i en stor gryde sammen med 2 dl koldt vand, 75- 100 gr. sukker efter smag og lidt citronsaft. Æblerne koger til de er bløde og møre, og mosen køler helt af inden, den hældes i fryseposer i små og store portioner.

Ved optøning kan æblemosen passeres igennem en si med lidt større huller, hvis du ønsker en lidt finere konsistens. Æblemosen er skøn til desserter, kager, som lækkert tilbehør til ost, is o.m.m.

Alle vitaminerne er bevaret i frugten, når du lader skrællen sidde på æblerne.

I år vil jeg også bage æbleboller til fryseren. Jeg bruger Valdemarsro`s dejlige opskrift på velsmagende, sunde æbleboller med græskarkerner. De er så lækre.

Derudover presser jeg frisk æble og pærejuice i hele frugtsæsonen og laver dejlig frugtgrød og lidt pæremarmelade.

På den måde har vi sund, velsmagende økologisk frugt hele vinteren.

Læs om opbevaring af frugt:

Havenyt: Høst og opbevaring af æbler og pærer 

Haveselskabet: Høst og opbevaring af æbler

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *