GÅ DIG SUND OG GLAD

FYSISK AKTIVITET GIVER MERE ENERGI OG GLÆDE I HVERDAGEN OG  HAR BETYDNING FOR DET FYSISKE OG PSYKISKE VELBEFINDENDE.

SELV KORTE GÅTURE STYRKER BLODOMLØBET VED AT MINDSKE FEDTINDHOLDET I BLODET, FORBEDRE BLODSUKKERET OG STOFSKIFTET, OG SÅ ER DET GRATIS.

DERFOR ER DET SUNDT AT GÅ.

Det kan være svært at rejse sig fra sofaen eller flytte fokus fra computeren, hvis vejret er lidt gråt og koldt, men du vil kunne mærke forskellen med det samme.

Det er en dejlig fornemmelse i hele kroppen, trætheden forsvinder, og du får mere energi ved at gå regelmæssigt.

ENDORFINER – LYKKEHORMONET

Gang styrker blodomløbet i hele kroppen, hjernen får ilt og udskiller peptider eller det såkaldte lykkehormon endorfiner, så du føler glæde, når du kommer hjem.

Endorfiner er smertestillende peptider med en morfinagtig virkning, der udskilles i hjernen ved fysisk aktivitet, hårdt arbejde, latter, sex eller succesoplevelser.

Gå dig sund og glad

STØRRE ENERGIOMSÆTNING, BEDRE HUKOMMELSE

Bare en kort gåtur forøger kroppens energiomsætning med 400 procent, og det er kendt, at regelmæssig motion herunder gang er med til at forøge livslængden hos ældre.

Korttidshukommelsen forbedres, fordi hipocampus vokser og stimuleres ved fysisk aktivitet.

Gå dig sund og glad

RO OG INDRE GLÆDE

Gang virker meditativt og kan mindske eller helt fjerne stressrelaterede symptomer som forhøjet blodtryk, angst, smerter, hovedpine, indre uro, hjertebanken, tristhed, træthed og søvnforstyrrelser.

Regelmæssig fysisk aktivitet renser ud i de stressrelaterede hormoner som adrenalin og noradrenalin og erstatter dem med lykkehormonet endorfiner.

Kroppen får det bedre, humøret stiger, og vi får hurtigt mere energi ved at gå eller løbe.

Gå dig sund og glad

VÆLG DIN MOTIONSFORM

Start i det små med korte ture enten gang eller løb eller en kombination.

Vælg den motionsform, der passer dig.

Små ture hver dag eller en gang om ugen er bedre end slet ingen.

Vælg et område du er glad for f.eks. en park eller en skov, og hvis du bor i byen så vælg de bedste motionssteder.

Gå dig sund og glad

SKOV OG NATUR

Alt efter årstiden og vejret, så går og løber jeg både korte og lidt længere ture i Bøgeskoven ofte på skovstien langs vandet, fordi jeg nyder lyden af bølgerne, der ruller ind mod stranden eller klinten.

Det er ligeså meget en meditativ oplevelse at gå ture i skoven, der giver energi og indre ro.

Jeg er altid glad, når jeg kommer hjem fra en tur i skoven eller til vandet, og det har stor indflydelse på mit liv at være i daglig kontakt med naturen både i haven og ved skov og strand.

Gå dig sund og glad

START NU!

Det er aldrig for sent at komme i gang.

Nu bliver det forår, og dagene bliver længere. Du behøver kun et par gode sko og tøj efter årstiden.

Tag din veninde eller ven med, hvis du ikke kan lide at gå alene.

Start med små hyggelige korte ture og gå gradvist lidt længere i dit eget tempo f.eks. hen til det næste træ eller det næste hjørne.

Du kan også variere din gang, så du går skiftevis langsomt og lidt hurtigere, men hele tiden i dit tempo.

Træk vejret regelmæssigt og godt igennem.

Hold en lille pause med at gå, hvis du har behov for hvile.

På den måde oplever du ikke gåturen som et pres men en positiv udfordring, og du får gradvist bygget din form op.

Hvis du går i skoven eller i en park, så prøv at lytte efter fuglene eller læg mærke til de små forårsblomster i skovbunden eller træerne, du møder på din vej.

Brug dine sanser og mærk årstidernes skiften.

Dine gåture vil på den måde blive kilde til daglig glæde for dig og betyde meget for din sundhed.

LÆS OM AT GÅ:

Så gode er gåture for både helbred og humør artikel i Politiken

Til fods – verdens bedste motion af overlæge Mai-Lis Hellenius og eventyreren Ola Skinnarmo, Forlaget Turbine

Vandretursfolderne udgivet af Naturstyrelsen

Hjertestier udgivet af Hjerteforeningen
Gang udgivet af Hjerteforeningen

Gaa_dig_sund_og_glad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *