DIY – Sunde skønhedsprodukter uden plastik

Ikke sponsoreret.
Mange skønhedsprodukter indeholder parabener, tilsætningsstoffer og mikroplastik samt palmeolie med betegnelsen palmitate. Palmeolie udvindes ved fældning af regnskovene til stor skade for klimaet, regnskovenes dyreliv og de oprindelige folk, som bor i regnskovene.

Fældning af regnskovene forårsager klimaforandringer, fordi regnskovene optager CO2 og er med til at opretholde et sundt klima på jorden. Derfor gør det også en forskel at undgå palmeolie.

Sunde skønhedsprodukter
Jeg bruger meget lidt kosmetik, fordi jeg har en øjensygdom, men jeg plejer min hud hver dag med sunde olier, som nærer og beskytter huden mod udtørring.

Huden er kroppens største organ.
Alt som smøres på huden optages via huden til de underliggende lag og videre ind i blodbanen. Derfor betyder det noget for vores sundhed, hvilke skønhedsprodukter vi bruger.

Her kan du se, hvilke olier jeg bruger, og hvordan jeg laver mine egne skønhedsprodukter helt uden mikroplastik og uden plastik. Som duft bruger jeg kun æteriske olier.

Sunde skønhedsprodukter uden plastik

Sund skønhedspleje i hverdagen
Inden badet bruger jeg en hamphandske, som styrker blodomløbet og gør huden blød og fjerner døde hudceller. Altid med tør handske og i retning mod hjertet. Man kan også strikke lækre wellnesshandsker og pads til at rense huden. Se link nederst på siden.

I badet en duftende sæbebar, shampoobar samt en balsambar. Shampoobars er drøje i brug og uden plastik. Skyl sæbebaren og læg den til tørre på en lille rist på bordet i badeværelset, så holder de nemt til 50-60 hårvaske. Ligenu er jeg glad for at bruge bars fra Økofamilien.dk

Efter badet bruger jeg olier, som jeg selv blander af naturlige økologiske produkter, og som et lækkert supplement en olie med glød, som indeholder E-vitamin og økologiske urter fra Naturligolie.dk.

Sunde skønhedsprodukter uden plastik

Jeg kan bedst lide økologiske olier. Olivenolie, avocadoolie, mandelolie og solsikkeolie, og jeg tilsætter nogle dråber æteriske olier som  f.eks. ylang ylang. Olierne bruges til kroppen, ansigtspleje og som renseprodukter og hårpleje.

Duften er en personlig sag, nogle kan godt lide meget duft andre næsten ingen. Derfor må man prøve sig frem. Der findes et utal af lækre æteriske olier. Vær opmærksom ved allergi.

Olierne hældes på små mørke glasflasker med eller uden dispenser, når de er færdigblandede og stilles i et skab i badeværelset. Citrondufte opbevares i køleskab.

Det er miljøvenligt og sundt, og så er det billigt og nemt at lave produkterne selv. Olierne køber jeg i små portioner, så de altid er friske og dufter godt.

De strikkede wellnessprodukter kan også bruges som en sød gaveide til familie og venner.

God fornøjelse!

Sommerhilsener
Eva

Læs om wellness og økologisk hudpleje

Susanne-Gustavsson: Strikket wellness

Susanne Gustavsson: Strikkede skrubbehandsker

Valdemarsro: Bodyscrub med mynte

Valdemarsro: Tips til naturlige skønhedsprodukter

Diy Rosenvand og rosenolie

Mimie: Populære æteriske olier

DR: Hormonforstyrrende stoffer i solcreme

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.